Vedtægter

LOVE FOR FRUENS BØGE TENNISKLUB
Stiftet den 22. september 1930

 

NAVN OG HJEMSTED
§1 Klubbens navn er Fruens Bøge Tennisklub og dens hjemsted er Dalumvej 95, 5250 Odense SV

 

FORMÅL
§2 Klubbens formål er at skabe optimale betingelser for alle medlemmers tennissportslige udfoldelser og udvikling samt at danne rammerne for klubliv og klubånd.

 

MEDLEMMERNE
§3 Enhver kan blive medlem af klubben, når bestyrelsen vedtager optagelse. Optagelse kan ske ved skriftlig begæring enten som aktivt eller passivt medlem. Medlemskab regnes for gyldigt, når indskud og kontingent er betalt.

 

Medlemskredsen registreres
§4 De aktive medlemmer er underkastet de amatørregler og bestemmelser, som fastsættes af de forbund, som klubben er tilsluttet. For tiden er det ”Dansk Tennis Forbund” og Fyns Tennis Union”. Desuden er klubben p.t. medlem af følgende sammenslutninger ”Dalum Idrætsring” og ”SIKO”
§5 Kontingent og indskud fastsættes på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen er fritaget for kontingent. Udover dette kan bestyrelsen, når særlige forhold taler herfor meddele hel eller delvis kontingentfrihed. Kontingentet dækker perioden 01.05. – 30.04. Kontingentet skal være betalt senest 1. maj. Eventuel udmeldelse med virkning for den kommende periode skal ske skriftligt eller per e-mail til kasseren senest 1. april.  Ønskes genoptagelser i klubben skal eventuel restance være betalt, og optagelse vil ske på lige fod med øvrige ansøgere. Der betales indskud på ny.

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Et ekskluderet medlem kan indanke sagen for en generalforsamling, der da træffer den endelige beslutning.”

 

BESTYRELSEN
§6 Klubbens daglige ledelse varetages af bestyrelsen, som er ansvarlig over for generalforsamlingen.
§7 Klubbens bestyrelse består af en formand og 6 medlemmer, som vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen ved simpelt stemmeflertal.

Formanden vælges på generalforsamlingen i lige år.

Kassereren vælges på generalforsamlingen i ulige år.

I lige år vælges desuden 3 bestyrelsesmedlemmer og i ulige år 2.

Desuden vælges hvert år 2 bestyrelsessuppleanter for 1 år ad gangen, således at den, der opnår flest stemmer, er 1. suppleant.

Bestyrelsen fordeler øvrige poster blandt bestyrelsesmedlemmerne på førstkommende bestyrelsesmøde.

§8 Bestyrelsen leder klubben i overensstemmelse med nærværende love og fastsætter selv sin forretningsorden.

Formand, kasserer og sekretær danner et stående forretningsudvalg. Afgår et bestyrelsesmedlem i årets løb, indkaldes den valgte suppleant. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede, heriblandt formand eller næstformand. Ved afstemning med lige stemmetal er formandens – ved dennes fravær – næstformandens stemme afgørende. Bestyrelsen skal føre protokol over sine mødeaktiviteter. Protokollen udfærdiges af sekretæren og godkendes af bestyrelsen, senest på næstfølgende bestyrelsesmøde.

Klubben tegnes af formanden.

Ved økonomiske transaktioner fra 0 til 20.000 kr. tegnes klubben af formanden eller kassereren.

Ved økonomiske transaktioner fra 20.000 kr. til 50.000 kr. tegnes klubben af formanden og kassereren.

Ved økonomiske transaktioner udover 50.000 kr. tegnes klubben af hele bestyrelsen.

Alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller større nyanlæg skal desuden godkendes af generalforsamlingen.

Låneomlægning, der ikke tilsigter større låneoptagelse, kan dog besluttes af bestyrelsen.

Klubbens kasserer har alene-fuldmagt til klubbens bankforbindelser.

Formanden og en fra bestyrelsen har dog i forening tillige fuldmagt til klubbens bankforbindelser.

§9 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov.
Der skal til stadighed være nedsat spilleudvalg (både et senior – og et juniorudvalg) hvert med mindst 3 medlemmer, heraf mindst 1 fra bestyrelsen.

GENERALFORSAMLINGEN
§10 Den ordinære generalforsamling afholdes 1 gang årligt i marts måned med følgende dagsorden:
Valg af dirigent
Beretning fra bestyrelsen
Fremlæggelse af regnskab til godkendelse og forslag til budget.
Indkomne forslag
Fastsættelse af indskud og kontingent
Valg af formand i lige år
Valg af kasserer i ulige år
Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer i ulige år og 3 i lige år
Valg af bestyrelsessuppleanter. 2 suppleanter hvert år.
Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes så ofte bestyrelsen finder det fornødent, og skal indkaldes i løbet af en måned, såfremt 25% af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom til bestyrelsen, ledsaget af en fremstilling og motivering af de forslag, der ønskes behandlet.

§11 Generalforsamlingen indkaldes via klubbens hjemmeside samt opslag i klubhuset med mindst 3 ugers varsel.

Dagsorden skal indeholde en specificeret angivelse af de forslag, der ønskes behandlet.

Til den ordinære generalforsamling skal forslag fra medlemmerne være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest den 15. februar, for at kunne optages på dagsordenen.

§12 Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle klubbens anliggender og indkomne forslag afgøres ved simpelt flertal, dog henvise til § 13 og §15.

Såfremt 1 stemmeberettiget medlem begærer ønske herom, skal skriftlig afstemning afholdes.

En lovligt varslet generalforsamling er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødtes antal.

Samtlige medlemmer har adgang til taleret på generalforsamlingen.

Stemmeret har alle aktive medlemmer. Der kan kun stemmes ved personlig nærværelse. Dog kan forældre/værge stemme for egne børn under 15 år.

LOVÆNDRINGER
§13 Til at vedtage lovændringer kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for ændringen.

REGNSKABET
§14 Regnskabsåret regnes fra 1. januar til 31. december.

Kassereren modtager et af bestyrelsen fastsat honorar for regnskabspligten.

Til at revidere klubben regnskab vælges på den ordinære generalforsamling 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

Senest 1. marts skal de valgte revisorer revidere regnskabet for det forløbne år, hvorefter det forlægges for bestyrelsen.

 

OPLØSNING
§15 Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske efter 2 til dette formål indkaldte generalforsamlinger, som afholdes med mindst 1 måneds mellemrum.

På begge generalforsamlinger skal beslutning træffes med mindst 2/3 majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Eventuelle overskydende midler skal anvendes til fremme af foreningsarbejdet for børn og unge i Odense Kommune eller efter generalforsamlingens bestemmelser til foreninger eller sammenslutninger, der har lignende formål.

 

INDENDØRS TENNIS
§16 Betalingen for leje af indendørsbanerne sker i 2 terminer (umiddelbart før indendørssæsonens start og umiddelbart før nytår)Bestyrelsen administrerer fordelingen af indendørsbaner.
§17 Kontingent som aktivt medlem giver mulighed for faste timer indendørs i vintersæsonen, såfremt der findes ledig banekapacitet.

Såfremt flere ønsker samme ledige time prioriteres således, at medlemmer, der ikke i forvejen har fast time, har fortrinsret.

Vintersæsonen beregnes fra 15. september til 30.april. Helligdage (søndage beregnes ikke som helligdage) og lørdage fra kl. 12 benyttes ikke ved fordeling af faste timer.

§ §2 ændret på generalforsamlingen den 17.marts 2005.
§ 11 ændret på generalforsamlingen den 25.3.06
§§ 8 og l7 ændret på generalforsamlingen 7.3.07
§ 18  udgår vedtaget på generalforsamlingen den 27 marts 2012
§ 5 ændret på generalforsamlingen den 25 marts 2014
§§ 16 og 17 ændret på generalforsamlingen 30. marts 2016
§ 8 tilføjet 2 sidste afsnit ved generalforsamlingen 21. marts 2017