Close

Not a member yet? Register now and get started.

lock and key

Sign in to your account.

Account Login

Forgot your password?

Covid-19 – Nye retningslinier med virkning fra 26.10.20 under træning i hallerne.

26 okt Posted by in Elite, Nyheder, Ungdom | Kommentarer lukket til Covid-19 – Nye retningslinier med virkning fra 26.10.20 under træning i hallerne.
Covid-19  – Nye retningslinier med virkning fra 26.10.20 under træning i hallerne.
 

Kære medlemmer

Statsminister Mette Frederiksen præsenterede fredag aften nye corona restriktioner, der træder i kraft i dag mandag d. 26. oktober 2020. Derfor indfører vi en række nye retningslinjer i tennishallerne, så vi overholder de nye corona restriktioner.

Zoner

For at vi kan overholde de nye corona restriktioner kræver det, at vi inddeler tennishallerne i zoner. I hver zone må der maks. være 50 børn/unge under 21 år eller 10 voksne over 21 år. De enkelte zoner er selvstændige enheder. Det betyder at børn eller voksne som udgangspunkt ikke må bevæge sig fra den ene zone til den anden under den normale juniortræning, seniortræning samt vores andre klubaktiviteter. Dog kan der være undtagelser og det er der eksempelvis, hvis man på et hold f.eks. er 10 voksne, men man bruger 2 baner til fælles træning. Dermed er der tale om 1 samlet zone fremfor 2 zoner, da spillerne “krydser” hinanden på tværs af banerne og overholder reglerne for forsamlinger på maks. 10 voksne. Hvis man f.eks. er 20 voksne, der ønsker at spille samtidig, så skal gruppen deles op i 2 faste grupper, der spiller i hver deres zone og der må ikke krydses imellem zonerne.

Sct. Knuds

Tennishallen på Sct. Knuds Gymnasium er én zone.

Fruens Bøge

Fruens Bøges tennishal i Dalum er enten 1 zone, hvis der er samspil på tværs af banerne eller 2 zoner, hvis der er separate hold på hver bane.

Odense Tennis Center

Hallerne i Marienlyst kan enkeltvis være enten 1, 2 eller 3 separate zoner opdelt pr. bane. Gangen mellem hallerne er ligeledes 1 zone ligesom foyeren udenfor er 1 zone.

Mundbind:

De nye corona-restriktioner omfatter krav om brug af mundbind indendørs i idrætsfaciliteter, hvor offentligheden har adgang. Krav om brug af mundbind vil gælde både aktive, trænere og personale tilknyttet idrætsfaciliteten. Kravet om brug af mundbind gælder ikke, når man sidder ned. Kravet om brug af mundbind eller visir gælder heller ikke for udøvere, der er aktive. Kravet gælder dog umiddelbart før og efter aktivitet. Det vil være obligatorisk at bære mundbind i tennishallerne fra torsdag d. 29. oktober 2020, hvis man er fyldt 13 år – vi vil dog opfordre alle til at bære mundbind allerede fra i dag.

Omklædningsrum i Marienlyst og Sct. Knuds:

Vi lukker alle omklædningsrum i disse haller. Derfor skal alle fremover komme omklædt.

Juniortræning og forældre i tennishallen (Odense Tennis Center i Marienlyst):

For at undgå at der forsamles for mange, vil vi opfordre alle forældre til så vidt muligt at undgå at opholde sig i tennishallen og i mellemgangen under deres børns træning. Sæt børnene af og brug eventuel ventetid til at gå eller løbe en tur, holde et møde i bilen eller køre et ærinde i byen.

Børnene skal møde omklædt og kan skifte til tennissko, så snart de træder ind i foyeren – inden de går ind på gangen. Der er bedre mulighed for at holde afstand i foyeren. Overtøj og skiftesko skal i tasken og med ind i hallen under træning. HUSK at spritte af inden og efter træning. Medbring gerne egen sprit i tasken. Al træning afsluttes 5 min. før tid, så børnene kan forlade banen ad dørene ved bane 3 og 6, så trænerne kan hente de næste hold ind ad dørene ved bane 1 og 4.

HUSK at holde afstand til hinanden UANSET hvor I er: på banen, i gangen ude foran tennishallen og i foyeren. Alle børn der skal til tennistræning eller fysisk træning skal først komme 5 min. før deres træning starter. Ingen må gå ind i tennishallen, før de bliver hentet af deres træner.

De børn der har ventetid mellem træninger, må gerne tage ophold i gangen mellem hallerne. Husk at holde afstand og at spritte af. Alle børn over 12 skal bære mundbind ved ophold på gangen – dog ikke når de sidder ned.

Juniortræning og forældre i tennishallen (Sct. Knuds Gymnasium):

Børnene skal komme omklædt. Ved ankomst går de op ad trappen og venter i rummet ovenfor, indtil trænerne beder dem om at komme på banen. Alle spillere forlader hallen gennem gangen på nederste niveau, så de ikke støder sammen med børnene på det efterfølgende hold.

Holdkampe og turneringer

Vi afventer de nye retningslinjer fra Danmarks Idrætsforbund og Dansk Tennis Forbund i forhold til holdkampe og turneringer. Vi melder noget ud, når vi ved mere.

Generelle restriktioner:

  • Alle juniormedlemmer skal komme omklædt 5 min. før de skal spille og forlade tennishallen lige efter deres time er færdig.
  • Alle skal spritte hænder ved indgangen samt holde afstand.

Lad os sammen få de nye retningslinjer til at virke, så vi kan blive ved med at dyrke vores sport.

På forhånd tak.

Bestyrelsen i

Fruens Bøge Tennisklub