Close

Not a member yet? Register now and get started.

lock and key

Sign in to your account.

Account Login

Forgot your password?

Formandens beretning 2012

16 mar Posted by in Referater af møder | Kommentarer lukket til Formandens beretning 2012
Formandens beretning 2012
 

Og hvordan gik så 2011? På langt de fleste områder som det plejer. Den væsentligste nyskabelse, som jeg ved mange er vældig glade for, er indendørs træning af voksenbegyndere under kompetent og ihærdig vejledning af Frank Gaba. Det er en fornøjelse og se den ildhu, hvormed der gås til stålet. Der er ingen tvivl i mit sind om, at dette tiltag er stærkt medvirkende til at fastholde begyndere i det alderssegment vi på sigt har brug for til klubbens videreførelse. Samtidigt er juniortræningen blevet samlet og ændret hensigtsmæssigt. Jeg ved godt, det har krævet en del timeflytninger at få skabt muligheden og kostet ulemper for adskillige, men tak for forståelsen. Og så vil jeg vil gerne specielt takke Lis for hendes store og ikke altid lige morsomme indsats i denne sag.

Også hjertestarteren er en nyskabelse. Lad os håbe vi aldrig får brug for den. Men meld dig alligevel, når det næste kursus udbydes. Man ved aldrig, hvornår man får chancen til at redde sin tennismakker. Det være sig med klubbens hjertestarter, eller én af de efterhånden talrige startere, der findes rundt omkring.

Bestyrelsen har deltaget i et af DTF tilrettelagt visionskursus. Morten vil muligvis komme lidt ind på det i sin beretning, men jeg kan berolige forsamlingen med, at selv om der er konsensus i bestyrelsen om tilslutning til visionerne, udsættes implementeringen, grundet den forventede store udskiftning i bestyrelsen og ikke mindst de mulige udfald af anlægsudvidelsen, vi skal drøfte under punkt 5.

Baneklargøring forløb under minimalt brug af hjælp fra medlemmerne, bortset fra Morten og jeg. Til gengæld deltog anlægsgartner Gustavsen fra Bramminge og vores dengang nyansatte banemand Allan. Bistået af heldige vejrudsigter medførte det, at banerne var rekordtidligt klargjorte. Den procedure vil blive benyttet igen i år, men styret af Gustavsen og banemændene alene. Når jeg siger banemændene er det fordi Allan desværre på grund af ryggen må holde op. Til gengæld er Kjeld Hove fra 1. Marts blevet ansat på samme vilkår som Allan (flexjob). Uden ekstraomkostning for klubben deltager de begge i pasning af anlægget i marts, april og maj med henblik på at overføre erfaring fra Allan til Kjeld. At engagere Gustavsen mere, er naturligvis ikke gratis, men det er en enorm lettelse. Heldet med det gode vejr varede som de fleste ved ikke ved. I slutningen af sæsonen druknede banerne i vand.

Anlægget som sådan er efter mit skøn i rimelig stand ikke mindst takket være Allans indsats, men der skal nye tæpper/reparationer til i hallerne inden for få år. Banerne skal lægges om med mellemdræn snarest. Alt det har vi ikke råd til på én gang, men set fra den afgående formands stol er det akut vigtigste at få gennemført anlægsudvidelsen ved Dalumhallen.

Et evigt tilbagevendende problem er vådrummene i klubhuset. Særlig mændenes. Der er ingen lette løsninger, om nogen overhovedet. Når indendørssæsonen er overstået er det planen at lukke bad-delen af herrernes omklædningsrum et par dage, afrense/afgifte fliserne og forsegle fliserne, erstatte loftet med en ikke vandsugende træbeton og evt. forbedre udsugningen. En anden mulig løsning er at brække gulvet op og anlægge et nyt med ensidigt fald, som med flittig anvendelse af skrabere vil bedre situationen. Men det er svært med et rum, der fra 8-22 stort set er vådt en gang i timen. I praksis permanent.

Men det vigtigste er arbejdet for flere baner ved Dalumhallen, men det er der jo et særskilt dagsordenspunkt til.